Offentliggjort den 15/04-2002 kl.03:00

En by i Sibirien

Af FLEMMING ROSE, Jyllands-Postens korrespondent

Sibirien forbindes normalt med deportationer og fangelejre, men et af Ruslands førende softwarefirmaer håber at bygge landets første teknopolis her og forvandle regionen til et vækstcenter i den ny økonomi. Men stærke kræfter forsøger at stikke en kæp i hjulet på de unge sibiriske løver.

Rusland markerer i 2002 tiåret for overgangen til markedsøkonomi. Jyllands-Posten har besøgt en række af de nye entreprenører. Tidligere artikler i serien blev bragt søndag 31. marts og onsdag 10. april.Novosibirsk

I midten af 1990'rne dukkede et par dårligt klædte russere med et alt andet end flydende engelsk op i IBM's hovedkvarter i Armonk uden for New York. De kom langvejs fra. Fra det kolde og tyndt befolkede Sibirien, men med en urokkelig og nogen vil sige naiv tro på egen formåen. Russerne medbragte godt nok en solid akademisk bagage med højere matematik og et avanceret kendskab til softwareprogrammering, men forretning og management havde de kun tågede forestillinger om.

»I dag ville jeg selvfølgelig have forberedt en detaljeret præsentation af virksomheden, dens profil og produkter,« siger Vladimir Vasjtjenko, præsident for Novosoft, et af Ruslands mest fremgangsrige softwarefirmaer.

Vasjtjenko og hans medarbejder var blevet inviteret til New York, fordi en amerikansk kollega i et påtrængende og ligefremt brev havde advaret IBM om ikke at misse det lille russiske firma på samme måde, som den globale gigant i sin tid havde afvist Microsoft og en ung falleret student ved navn Bill Gates. Advarslen gjorde indtryk på de høje herrer på direktørgangen i glashuset i Armonk. Det sibiriske firma fik en mindre opgave, som det løste til ug med kryds og slange, og derpå fulgte invitationen til Vasjtjenko og en programmør. Han havde tøj med i kufferten til en uge, men endte med at blive i to måneder.

Et uforglemmeligt møde

Forud var gået et uforglemmeligt møde med en højtstående repræsentant fra IBM. Vedkommende havde ikke meget til overs for de to forretningsamatører og spurgte lettere irriteret, hvad meningen havde været med at sende dem den lange vej over stepperne og Atlanten.

»Da fik jeg stress. Vi blev præsenteret for ledelsen og bedt om at fortælle noget om os selv. Det var vi ikke forberedt på. Vi fyrede et eller andet af, men det udløste kun skuldertræk og utilfredshed, og så måtte jeg tage ordet og bruge alt det engelsk, jeg havde lært og lidt til,« husker den 38-årige Vasjtjenko.

»Jeg kan i dag ikke huske, hvad jeg sagde, men det må have gjort indtryk på dem, for de bad os blive og gav os en opgave, og tiden har vist, at det var den rigtige beslutning.«

Nyt perspektiv

Rejsen til Amerika gav ikke kun fast arbejde til en voksende skare computereksperter i de sibiriske nåleskove, hvor sneen ligger otte måneder om året, og man plejer helbredet med birkeris og timelange procedurer i badstue. Den lærte også Vasj-tjenko, hvordan en moderne virksomhed drives, og at professionel ledelse er en kunst i sig selv. Mødet med det amerikanske samfund gav desuden den unge erhvervsleder et nyt perspektiv på udviklingen i hans eget land.

»Vi tilbragte al tid sammen med chefer i IBM og havde ingen kontakt med programmører. Jeg forstod, at ledelse er meget vigtigt. Det var lidt af en revolution, da jeg selv holdt op med at programmere og koncentrerede alle kræfter om at lede virksomhedens menneskelige ressourcer. Før ville jeg blande mig og selv lave arbejdet, hvis jeg så, at noget gik galt. Det var en fejl. Det kan jeg se nu,« lyder Vasjtjenkos formulering af en vigtig erkendelse, som han bragte med sig hjem fra USA.

Amerikansk effektivitet

Det var ikke den eneste, selv om han også er kritisk over for meget i den amerikanske virkelighed. Han var forbløffet over den effektive organisation i USA. At når byggerier blev sat i gang, så blev de gjort færdige og stod ikke i årevis og sygnede hen, som det kunne være tilfældet i Sovjetunionen. Der var ingen huller i vejen, amerikanerne gik rundt med et evigt smil, produktion og ledelse var veltilrettelagt og kørte som en maskine, og infrastruktur og arbejdsmiljø lå på et niveau, som Vasjtjenko ikke havde set før. Men størst indtryk på den uprøvede direktør gjorde omgangstonen og de menneskelige relationer på arbejdspladsen.

»Jeg kunne godt lide amerikanernes respekt for individet. Uanset om folk kender hinanden eller ej, så er de høflige og viser respekt. Amerikanerne er meget afslappede og selvsikre. Det er fordi ingen råber på dem eller krænker dem. Hos os venter den enkelte hele tiden det værste. Overordnede, lærere og andre i magtpositioner forsøger at dominere og påtvinge andre deres vilje,« tilføjer Vasjtjenko.

Individet i centrum

I Novosoft bestræber Vasjtjenko sig på at sætte individet og den enkeltes kreative udfoldelse i centrum. Da han kom hjem fra USA, slog det ham, at folk var temmeligt dystre og sjældent smilede. Han indså, at arbejde og den enkeltes liv uden for arbejdspladsen er som tæt forbundne kar.

»Det skal være komfortabelt og rart at gå på arbejde og ikke noget ubehageligt, som de ansatte frygter. Vi ønsker at give de ansatte så vide rammer som muligt for at realisere sig selv, sådan at de ikke kan forestille sig noget bedre sted at arbejde end Novosoft. Hvis folk kommer med en ide, så får de mulighed for at prøve den af,« lyder Vasjtjenkos vision for virksomheden.

Det er ikke tom snak. Udefra ligner den bygning, Novosoft holder til i, en typisk sovjetisk institution, en grå fireetages bygning med afskallede vægge, slidte telefoner og en indgangsdør, der smækker med et brag, når folk går ind og ud. Det er matematisk institut på den sibiriske afdeling af videnskabernes akademi.

Men i Novosofts del er der en anden stemning. Her er lyse, istandsatte kontorlokaler, en pæn kantine, hvor der serveres gratis mad til de ansatte, masser af computere og et særligt hvilerum, hvor de ansatte kan få sig en lur eller flade ud i bløde stole og puder, mens et springvand pludrer. De 12 timers tidsforskel på det centrale USA og det vestlige Sibirien betyder, at nogle ansatte er på arbejde om natten, så de kan kommunikere med kunder i Texas eller New York.

Arbejdet foregår i projektgrupper, som sammensættes til hver opgave. De ansatte er delt op i projektledere, som skal tage vare på kundernes interesser, og udviklere. Folk kan arbejde på flere projekter parallelt, men går tilbage i en fælles pool, når opgaven er færdig. Det sikrer en flad og fleksibel struktur. Novosoft gennemfører i snit omkring 100 projekter om måneden.

På væggen i Vasjtjenkos kontor, der er på størrelse med et børneværelse i et socialt boligbyggeri fra 1970'rne, hænger en tegning over et nyt supermoderne kontorhus, som skal bygges. Ovre på den anden side af gaden opføres allerede en boligblok, hvor Novosoft har købt tre etager med moderne lejligheder til sine ansatte. Samme sted åbnes en lægeklinik for firmaets medarbejdere. Lønnen er så attraktiv for de bedste, at de kan opretholde samme levestandard i det vestlige Sibirien som i Vesteuropa. Det fremgår af de vestlige biler, der står parkeret foran indgangen.

»Jeg har ingen planer om at rejse, selv om jeg har fået henvendelser fra konkurrenter. Infrastruktur og mulighederne for underholdning i fritiden er endnu ikke som i Vesten, men jeg får en løn, som rækker til forbrug og levestandard på højde med mine kolleger i udlandet,« siger Vitalij Sakhovskij, 24 år og projektleder.

Førstepris til Novosoft

Sakhovskij har været med til at udvikle et sim-kort, der gør det muligt via ICQ og mobiltelefon at læse e-post og se status for andre brugere i SMS. Det er meget billigere for kunderne og mere operativt end WAP, som er den mest udbredte transportprotokol på markedet. Opfindelsen sikrede Novosoft en førstepris i kategorien innovation til mobiltelefoner på sidste års GSM verdenskongres i Cannes i Frankrig.

I dag har Novosoft 500 ansatte, gennemsnitsalderen er 27-28 år, og virksomheden har globale ledere som IBM, Lotus, Microsoft og Sun som partnere. Virksomheden har en afdeling i Austin Texas. Outsourcing, rådgivning, service og systemintegration dominerer, men Novosoft har allerede udviklet egne produkter, og Vasjtjenko håber, at han fremover vil være i stand til at tjene penge på dem. I øjeblikket tegner USA sig for 80 pct. af Novosofts ordrer, mens europæiske kunder tager 10-15 pct., og resten fordeles på virksomheder i Japan og Rusland.

10 år efter stenalderen

Sådan er situationen i begyndelsen af det ny årtusind, men tingene så helt anderledes ud for 10 år siden. Historien om Novosoft begynder i den russiske kapitalismes stenalder i slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne. Scenen er Akademgorodok - direkte oversat "Den akademiske By" - men i udlandet også kendt som "The Golden Valley", Den Gyldne Dal, der ofte associeres med en anden dal, Silicon Valley på den amerikanske vestkyst i det solrige Californien.

Her udkæmpes et af tusindvis af slag om Ruslands fremtid: Mellem den gamle og den nye økonomi, mellem den unge og den ældre generation, mellem myndighederne og det private erhvervsliv. Udfaldet af denne tvekamp kommer til at bestemme, om Rusland i det 21. århundrede bliver en naturlig del af den vestlige verden, eller om det store land som i det forgangne århundred henvises til en plads i periferien.

Ideen til Akademgorodok fik den kendte fysiker Mikhail Lavrentjev, som i 1957 af partichef Nikita Khrusjtjov fik til opgave at finde et egnet sted til en ny afdeling af videnskabernes akademi i Sibirien. Valget faldt på Den Gyldne Dal i de stille og idylliske birke- og nåleskovene ved floden Obs bredder syd for Novosibirsk, Sibiriens største by med 1,4 mio. indbyggere, og i løbet af ganske få år blev der oprettet 28 institutter med 16.000 forskere. Nogle blev førende i international forskning, men eftersom opgaver fra Sovjetunionens militær-industrielle kompleks finansierede over halvdelen af Akademgorodok, forsvandt pengene sammen med den sovjetiske kolos.

På nærmeste hold

Vladimir Vasjtjenko fulgte som studerende på matematisk institut og ung kandidat denne proces på nærmeste hold. Han tror, at han i dag havde været forsker, hvis det sovjetiske system fortsat havde eksisteret. I perioden før og efter kommunismens sammenbrud fandt en omfattende hjerneflugt sted fra Sibirien. Mange af Vasjtjenkos studiekammerater rejste til Vesten, hvor der var en umættelig efterspørgsel efter russiske computereksperter, der havde en solid matematisk grunduddannelse. Det satte dem i stand til at finde kreative løsninger på komplicerede opgaver. De, der ikke rejste, blev ofte tvunget til at droppe den videnskabelige karriere og springe på det markedsøkonomiske tog. De blev handelsfolk, købte og solgte forbrugsvarer for at overleve og tjene de penge, som russerne pludselig kunne købe alt hvad hjertet begærede for.

Vasjtjenko havde lige stiftet familie, fået barn og nok så vigtigt egen bolig. Han havde ingen planer om at rejse, men ønskede heller ikke at opgive sin profession. Han drømte i stedet om i Sibirien at lave det samme, som hans venner og kolleger rejste til Vesten for.

»Ideen var triviel. Den gik ud på, at folk skulle arbejde her, men få en betaling, der kunne måle sig med udlandet og således sætte en stopper for hjerneflugten,« fortæller Vasjtjenko.

Vasjtjenko greb chancen

Men der skulle mad på bordet, og det var ikke altid så enkelt. Vasjtjenko husker stadig de gabende tomme hylder i butikkerne i 1991, før den russiske økonomi blev overladt til markedskræfterne. Men i foråret 1992 kom chancen, og Vasjtjenko greb den. Via en bekendt fik han og en kollega kontakt til en amerikaner, der tilbød arbejde, hvis de først kunne lave et sorteringsprogram. De to matematikere skrev programmet på en nat og vedlagde en e-post adresse, som tilhørte kollegaens far. Nogle uger senere blev de kontaktet af amerikaneren, som til at begynde med finansierede de sibiriske computerhjerner af egen lomme, men snart åbnede han døre til større kunder.

Det første honorar ankom til Sibirien i sommeren 1992 i form af en check på 25 dollars, som var lagt ind i manualen til en Intel 486 processor til en værdi af 40 dollars. Da Vasjtjenko opsøgte en bekendt i en bank for at få pengene udbetalt, viste det sig, at det i gebyr kostede dobbelt så meget. På det tidspunkt fandtes der endnu ingen kreditkort i Sibirien, så den nævnte amerikaner begyndte at lønne sine leverandører med gamle computere, som i begyndelsen af 1990'erne stadig var en eksklusiv og efterspurgt vare, der kunne sælges med stor profit på det russiske marked. Vasjtjenko rejste 3½ time med fly til Moskva for at hente den første computer i tolden. Den blev straks solgt, men da Vasjtjenko skulle tjekke maskinen, brændte den sammen, da ingen havde tænkt på, at den kørte på 110 volt og ikke på de nødvendige 220. Vasjtjenko måtte tage computeren med til Sibirien, reparere den og bringe den tilbage til Moskva. I sidste ende rakte pengene kun lige til at dække amerikanerens udgifter.

Follow the money

Amerikaneren, en herre ved navn Phil Brennon, der i dag leder Novosofts afdeling i Texas, lærte dengang Vasjtjenko to fraser, som han har taget til sig og indprenter sine ansatte som en vigtig led af sin filosofi: »You must be positive!« og »Follow the money!«

»Jeg ved ikke, om han selv tillagde det den store betydning, men det ramte mig. Når folk kommer til mig, beder jeg dem formulere deres ideer positivt. De skal ikke være optaget af det, der er forbudt og ikke kan lade sig gøre, men i stedet fokusere på en udvej,« påpeger Vasjtjenko.

»Russere er ofte negative. De taler om, hvor frygteligt alting er og venter det værste som i en roman af Dostovjevskij. Nyansatte i Novosoft tror ofte, at der er en eller anden grum bagtanke med de gode arbejdsforhold og siger: »Det kan da ikke blive ved med at være så godt. Der må snart være nogen, der tager fusen på os.« Det stikker dybt, fordi russerne har været vant til den slags, selv om den unge generation stiller helt andre krav. De vil ikke finde sig i hvad som helst. De vil behandles som personligheder, og det hilser vi velkommen. Det er præcis den kultur, vi ønsker at stimulere.«

Vasjtjenko troede i begyndelsen, at han kunne lave det, han selv syntes var interessant, og at kunderne så nok skulle komme, men det holdt ikke. »Follow the money« betyder, at der skal tages udgangspunkt i kundernes behov, men han mener samtidig, at det kan hæmme Novosofts udvikling, hvis pengene bliver det eneste mål.

»Penge er en forudsætning, en vigtig forudsætning, men heller ikke mere. Jeg ser dem som et middel til at realisere de mål, vi sætter os. Målet er at lave de rigtige ting.«

En af de rigtige ting er finansieringen af 65 af 126 studiepladser på et nyt fakultet på Novosibirsk universitet til dem, der har evnerne, men mangler penge til at betale for en uddannelse. Det har Novosoft gjort siden år 2000. Et studieår på fakultet for informationsteknologi koster 11.000 kr., så det er en udgift på ca. 715.000 kr., men Vasjtjenko ser det som en investering. De studerende, der efter universitetet får job hos Novosoft, skal betale pengene tilbage. På den måde bliver det et rentefrit studielån, en opgave, der i Vesten varetages af banker, men de er ikke parate til at løbe nogen risiko.

Forhindrer hjerneflugten

»Formålet er at forhindre, at folk rejser herfra, når de er færdige på universitetet. Vi ved, at over halvdelen af dem, der kommer ud med en naturvidenskabelig uddannelse, ikke får arbejde inden for deres fag. Vi ønsker at gøre den ny uddannelse mere erhvervsrettet, så de f.eks. kan få arbejde hos os. Vi garanterer dem faktisk arbejde. Det er en uddannelse af international standard, og den kan styrke Ruslands position på markedet,« forklarer Vasjtjenko.

Generes af bureaukraterne

Man skulle tro, at myndighederne og universitetet ville klappe i hænderne af begejstring over Novosofts initiativ. Ikke mindst fordi præsident Vladimir Putin har sat spørgsmålet om udvikling af en ny økonomi baseret på højteknologi øverst på sin dagsorden. Putin har gang på gang understreget, at det er den eneste vej for Rusland, hvis landet skal overvinde sin afhængighed af naturressourcer og blive en integreret del af den vestlige verdens avancerede økonomier. Men nej, Novosoft bliver generet af magtfulde videnskabsbureaukrater, som står i vejen for alt nyt.

»Det er et generationsspørgsmål,« sukker Vasjtjenko.

»Den ældre generation dominerer videnskabernes akademi, gennemsnitsalderen er 55-60 år, mens den er halvdelen i Novosoft. Det er vores fremtid, vi skal skabe, og vi ved, hvad der skal til. Vi kunne håbe, at de i det mindste ikke ville stille sig i vejen, men det gør de. Det skaber meningsløse konflikter og betyder, at vi mister dyrebar tid.«

Ifølge Vasjtjenko krævede universitetets rektor, at Novosoft blot skulle betale pengene og så ellers blande sig udenom. Vasjtjenko troede først, at det var en spøg, men det var det ikke. Han tjekkede så priser på en privat sprogskole i byen og så de priser, universitetet tog. Det viste sig, at en kommerciel skole kunne give engelskundervisning til under en tredjedel af den pris, universitetet krævede.

»De folk har altid set det som deres opgave at få så mange penge ud af staten som muligt, og derfor gælder det om at bruge flest muligt penge. Det system er sygt og skal ændres.«

Fremtiden er kommet

Det er blevet mørkt i Sibirien. Klokken er over 22, men Vladimir Vasjtjenko sidder stadig på sit kontor. På bogreolerne står bøger, som en professor i sprogvidenskab eller kognitiv psykologi kunne finde på at studere, men ikke en topleder i erhvervslivet.

Vasjtjenko forsøger dog stadig at finde pusterum eller to til sin forskning. En anden hobby er et lille e-firma, som sælger bøger, blomster og andre varer via internettet. Denne service benytter flere gamle kollegaer, som er rejst til udlandet og gerne vil overraske gode venner i Sibirien til højtider og fødselsdage. Selv bruger Vasjtjenko internettet til at bestille pizza og sushi fra en restaurant inde i Novosibirsk, en halv times kørsel fra Den Gyldne Dal. Tro det eller ej: Fremtiden er kommet til Sibirien.